Slået op d.

Pressemeddelelse – 04.1.2016 – Hillerød loppemarked giver stafetten videre – Er der nogen der tager den?

Kontakt: Eva og Marina på 4826 1770
Email: kontakt@hilleroedlopemarked.dk

Hillerød loppemarked giver stafetten videre – Er der nogen der tager den?

Hillerød, den 04.01.2016,

Marina Blichfeldt og Eva Normann, der både er ejere af Kaffebar og Hillerød Loppemarked, har været nødt til at prioritere i deres arbejdsliv.

“Vi startede med at lave loppemarked på Torvet, mens vi stadig havde ‘almindelige’ jobs. Vores samarbejde var imidlertid så positivt, at vi blev enige om at skifte spor og starte Kaffebar NormannBlichfeldt sammen. Vi var måske nok lidt naive, da vi troede, at vi kunne overskue både loppemarked og Kaffebar. Vi har derfor efter lang – og bestemt ikke let – overvejelse besluttet at give stafetten videre og lade nye kræfter komme til”.

Hillerød Loppemarked har en velfungerende hjemmeside med booking af stande samt en stor facebookside. Desuden har Eva og Marina en del bannere og andet udstyr, som kan følge med, hvis der er interesse for det.

Hillerød Loppemarked lejer Torvet af kommunen for 1000 kr pr. søndag, og det er naturligvis en forudsætning, at nye folk også kan opnå tilladelse til at afholde loppemarked, men Eva og Marina forestiller sig at kommunen vil være positiv.

“Vi håber, at der er nogen, der har lyst til at overtage Hillerød Loppemarked og være med til at gøre Hillerød til en levende by, også om søndagen. Vi forestiller os, at det kunne være såvel private personer eller en forening, der kunne køre loppemarkedet videre” siger Marina og Eva og tilføjer: “Vi har arbejdet med Loppemarkedet i 4 år, de to første år med behovsundersøgelser, udarbejdelse af projektbeskrivelser og opnåelse af tilladelser og så de to seneste år, hvor vi har været aktive på Torvet. Loppemarkedet har givet et pænt overskud pr. aktiv sæson.”

“Vi vil gerne takke alle, der har støttet op om Hillerød Loppemarked. Særligt en stor tak til alle de dejlige “lopper” der søndag efter søndag bookede stande, til loppemarkedets gæster, til Rotary for den fine initiativpris, til Klaverfabrikken for et fantastisk samarbejde og til alle jer der kom og underholdt”.

Har nogen lyst til at høre nærmere om Hillerød Loppemarked, er man velkommen til at komme forbi Kaffebar i Slotsgade eller ringe til Eva og Marina på 4826 1770.