Slået op d.

Nyhedsbrev Februar 2017

Kære alle sammen

Selvom der ligger sne, og det er koldt udenfor, så tænker jeg alligevel på sol og sommer.

Skønne søndage på Torvet med musik, kaffe, kage og en masse lopper. Både dem som sælger og dem som køber.

Derfor er det med stor glæde, at jeg kan sige …

Velkommen til en ny sæson på Hillerød Loppemarked.

Hillerød Loppemarked afholdes hver søndag fra d. 7. maj til d. 24. september.

Jeg har ikke planlagt så meget endnu, men jeg ved, at Crazy Hearts kommer og spiller for os d. 7. maj, og at jeg bager kage og laver kaffe.

Vi har lagt booking-delen direkte ind på hjemmesiden, og der er nu åbent for booking af stande til den kommende sæson.

Almindelige stande koster i år kr. 225,- pr. søndag, men vi starter ud med et tilbud, hvor du frem til d. 28. februar kan booke en stand til kun kr. 195,- uanset hvilken søndag du vælger i sæsonen, og uanset hvor mange stande du booker.

Der vil også i år være børnestande og udlejning af borde.

Så nu er det altså bare med at få ryddet op i kælder og på loft, booke en stand og så ellers glæde jer sammen med mig til at det bliver 7. maj.

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Nyhedsbrev Juni-Juli 2016

Kære alle sammen

Hermed nyhedsbrev for juni-juli.

Det har været nogle dejlige søndage, jeg har haft siden sidst. Specielt den søndag hvor der var Amerikanerbiler. Det var noget der trak. Jeg må nok konstatere, at jeg har lidt benzin i blodet.

Fil 07-07-2016 19.44.28

 

 

 

 

 

 

 

Slotssø-byfesten trak rigtigt mange til Torvet, både lopper men også købere. Vi fik taget nogle rigtigt gode billeder og lidt video fra pariserhjulet.

Fil 07-07-2016 19.46.38

 

 

 

 

 

 

 

Mit arbejde med at bage kager til søndagene er også en succes. Specielt de 2 gange det var pandekager. Det har givet godt i indsamlingsbøssen til Børnecancerfonden, som jeg har med nogle uger endnu.

Jeg må endnu engang opfordre til at så mange som muligt udbreder kendskabet til Hillerød Loppemarked.

Jeg må tilstå, at jeg er langt fra tilfreds med salget af stande. Jeg forstår godt, at man kan være tilbageholdende, når det kommer til vejret. Men jeg har altså kun haft regn 2 ud af de 10 søndage jeg nu har været på.

Hvis du bestiller en stand og møder op på en dag, hvor vejret er dårligt, får du tilbudt en erstatningsstand.

Så der er altså ikke noget tabt.

Programmet for resten af sæsonen ser ud som følger:

17. juli: Nivå Sixties

7. august: Oliver Hartmann Music

14. august: Chano, ballonkunstner

28. august: Hillerød Rockkor

11. september: BeaglesJam

Jeg er så heldig, at jeg har modtaget 2 gavekort fra “Den Lille Færge”, som jeg skal have afsat. De heldige modtagere kan invitere 24-25 venner og bekendte med på en times sejlads med færgen. Det skal dog foregå uden for den almindelige sejlplan. Men det kan modtageren høre mere om.

Jeg har besluttet, at det er dem, som har haft booket stand i de første 9 uger (til og med d. 3. juli), som deltager i lodtrækningen om det ene gavekort. Og dem som booker fra d. 4. juli til og med d. 11. september, som deltager i lodtrækningen om det andet.

Den første modtager er fundet og har fået besked.

Jeg vil til slut ønske jer en rigtig god sommer og håber at se rigtigt mange af jer på Loppemarkedet.

Fil 07-07-2016 19.48.46

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Nyhedsbrev Maj 2016

Kære alle sammen

Så kom vi i gang, med dejligt vejr, højt humør og skøn musik.

Dog er jeg ikke helt tilfreds med salget af stande. Jeg vil derfor bede jer, trofaste læsere, om at være med til at sprede budskabet så meget som muligt. Hvis nogen har lyst eller mulighed for at opsætte en plakat eller en holder med flyers, vil jeg være meget taknemmelig.

Hvis nogen af jer har kendskab til eller er en del af velgørende organisationer eller sportsklubber med tilknytning til Hillerød og omegn, vil jeg gerne sponsorere en stand eller 2. En repræsentant for organisationen eller klubben kan kontakte mig via mail.

Der er ikke de store ændringer i programmet, som jeg skrev om i mit nyhedsbrev fra marts (som kan læses på hjemmesiden). Dog er der Slotssø Byfest den 29. maj 2016. Der forventer jeg rigtigt mange besøgende, så tøv ikke med at få booket en stand.

Vi har lavet lidt om på priserne på nogle af standene. Disse stande er ca. halv størrelse og prisen er sat derefter. Så nu er der mulighed for en mindre stand med bredde på ca. 2 m.

På utallige opfordringer kommer her opskrifterne på de muffins jeg havde bagt til åbningsdagen samt cookies fra søndag den 8. maj.

Hvis i har spørgsmål til opskrifterne, så send mig en mail, eller ring.

ChokolademuffinChokoladekage, ”Den du ved nok” (dette er en ret stor portion) (kan fryses)

500 g. sukker

4 æg

3,75 dl. mælk

450 gr. mel

4 tsk. vanilje

3 spsk. kakao

4 tsk. bagepulver

300 gr. Smeltet afkølet margarine/smør (afkøles med mælken)

Sukker og æg piskes godt. Mel, vanilje, kakao og bagepulver i skiftevis med mælk/smør-blanding

Bages 180 gr. 20-25 min.

Kakaoglasur:

200 gr. Margarine

7 spsk. Færdiglavet kaffe

2,5 spsk. Kakao

3 tsk. Vanilje

100 gr. Kokosmel

375 gr. Flormelis

Alle ingredienser ”koges” sammen og lægges på kagen mens denne stadig er lun

Citronkage (kan fryses)Citronmuffin

2 æg

225 g. sukker

180 g. mel

2 tsk. bagepulver

1½ dl. mælk

50 g. smør

1 citron. Skal + saft

Glasur:

Flormelis

Citronsaft

Gul frugtfarve

Pisk æg og sukker skummende. Bland mel og bagepulver og rør denne blanding i dejen skiftevis med mælken. Rør det smeltede, afkølede smør, citronsaft og skal i dejen til sidst. Fordel dejen i en smurt form eller i muffinforme. Bages ved 175 gr. i ca. 40 min hvis det er en hel kage. Ca. 15 min hvis det er muffins. Når kagen er afkølet lægges der glasur af flormelis og citronsaft på.

KokosmuffinKokosmuffins med nødder og chokolade (kan fryses)

2 æg

175 g. sukker

2 tsk. Vaniliesukker

125 g. smør

125 g. kokosmel

50 g. mel

100 g. hasselnødder

100 g. mørk chokolade

Æg, sukker og vaniliesukker piskes til en lys æggesnaps. Hæld smeltet smør, mel og kokosmel i æggeblandingen. Tilsæt til sidst hakket chokolade og nødder. Put dejen i muffin forme med 2 skeer og bag dem i 20 min ved 180 gr.

Chokolade cookies med nødderChokoladecookie

100 g. brun farin

100 g. sukker

125 g. smør

1 tsk. vaniljesukker

1 æg

1 tsk. bagepulver

150 g. hvedemel

½ tsk. groft salt

60 g. hasselnødder

175 g. mørk chokolade

Rør farin, sukker og smør sammen. Rør ægget i. Rør vaniljesukker, bagepulver, mel og salt i dejen. Til sidst røres hakket chokolade og hakkede nødder i. Dejen sættes på bageplader med 2 the-skeer og bages ved 175 gr. (varmluft) i 10 min. De er stadig bløde når du tager dem ud af ovnen. Læg dem på en rist til afkøling

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Nyhedsbrev April 2016

Kære alle sammen

Nu nærmer 1. maj sig med hastige skridt.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at gå i luften med noget som jeg aldrig har prøvet før.

Jeg er i disse dage i gang med at bage muffins til åbningsdagen. Mindst 200 stk. skulle det helst blive til. Det er min mening, at der skal være hjemmebag hver søndag, i en eller anden form. Hvis nogen af jer ligger inde med en god kageopskrift, må I gerne maile den til mig. Måske vil jeg bruge den.

Hillerød Loppemarked Avisreklame

Der er delt plakater og flyers ud jævnt over hele byen. Supermarkeder, campingplads, hoteller, større virksomheder, et par afdelinger på hospitalet og en enkelt tandlægeklinik. Arbejder du i en virksomhed med en kantine/frokoststue, hvor der kan hænge en plakat eller stå en brochureholder, hører jeg gerne fra dig.

Og så kører der nu en “reklame”bus rundt i Hillerød og omegn.

Hillerød Loppemarked Busreklame

Hvis du booker 4 stande i samme navn, får du den 4. gratis. Dvs. du booker og betaler for 4. Når du kommer til dit 4. marked får du pengene tilbage fra mig.

Jeg har også åbnet op for muligheden for at leje et bord til standen. Pris kr. 50,- pr. stk. Størrelse ca. 182 cm x 74 cm. Skriv en mail med navn og stand nr. til kontakt@hilleroedloppemarked.dk . Når jeg har bekræftet, betaler du via MobilePay eller bankoverførsel. Så står bordet på din stand når du kommer.

Der er stadig ledige stande, også den 1. maj, så tøv ikke med at bestille.

Vel mødt på søndag.

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Nyhedsbrev Marts 2016

Kære alle sammen

Så er vi næsten igennem marts måned, og foråret ligger på lur lige om hjørnet.

Jeg arbejder på højtryk på at blive klar til min Grand Opening den 1. maj, hvor vejret forhåbentligt er lunt og solrigt.

Påske 2016

Program

Jeg har bl.a sørget for, at der vil være lidt underholdning på nogle af søndagene. Programmet er ikke helt færdigt, men her er det foreløbige frem til sommerferien:

1. maj: Den lokale duo, Crazy Hearts kommer og “åbnet ballet”

22. maj: Chano er ballonkunstner. Han vil hygge om jer rundt omkring på pladsen og lave ballondyr m.v. til børn og barnlige sjæle.

5. juni: Dogville kommer og spiller, og Chokolademageriet er vært for en flok Amerikaner-biler (med deres ejere), som kommer og er på Torvet sammen med os.

19. juni: Nivå Sixties kommer og spiller for os.

Jeg kan stadig godt bruge noget mere underholdning i juli, så hvis I kender nogen, som kan synge, spille, gå på hænder eller andet, så må I meget gerne bede vedkommende om at skrive til mig.

kontakt@hilleroedloppemarked.dk

Vi ses om 5 uger.

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Nyhedsbrev Februar 2016

Kære alle sammen

Det er med stor fornøjelse, at jeg kan byde velkommen til 3. sæson for Hillerød Loppemarked. Jeg er jo helt ny inden for denne branche, men jeg håber, at jeg kan følge i Marina og Eva’s fodspor til alles tilfredshed.

I år bliver første marked d. 1. maj 2016 og sidste d. 11. september 2016. Søndag d. 4 september vil der ikke være marked – dels skal “SMUK”-løbet bruge torvet og dels skal jeg selv have stand på Hillerød Kræmmermarked

For alle jer “Lopper”

Jeg kan med dette nyhedsbrev også skyde salget af stande i gang. Der er nu åbent for booking via link på hjemmesiden.

Tøm loftet, ryd op i skabene (også hos familie og venner) og kom på Hillerød Loppemarked i sæson 2016.

Der vil på alle søndage være gratis kaffe, the og måske lidt hjemmebag.

For alle jer “Gæster”

Kom og gør en god handel, lyt til musikken, live eller fra anlæg samt hvad jeg ellers kan finde på.

Og for alleGlad sol

Førstehjælpskasse, solcreme og en hyggesnak findes under solsejlet.

Lad os alle krydse fingre for solrige og nogenlunde vindstille søndage hen over sommeren.

Hilsen Lone

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slået op d.

Pressemeddelelse – 04.1.2016 – Hillerød loppemarked giver stafetten videre – Er der nogen der tager den?

Kontakt: Eva og Marina på 4826 1770
Email: kontakt@hilleroedlopemarked.dk

Hillerød loppemarked giver stafetten videre – Er der nogen der tager den?

Hillerød, den 04.01.2016,

Marina Blichfeldt og Eva Normann, der både er ejere af Kaffebar og Hillerød Loppemarked, har været nødt til at prioritere i deres arbejdsliv.

“Vi startede med at lave loppemarked på Torvet, mens vi stadig havde ‘almindelige’ jobs. Vores samarbejde var imidlertid så positivt, at vi blev enige om at skifte spor og starte Kaffebar NormannBlichfeldt sammen. Vi var måske nok lidt naive, da vi troede, at vi kunne overskue både loppemarked og Kaffebar. Vi har derfor efter lang – og bestemt ikke let – overvejelse besluttet at give stafetten videre og lade nye kræfter komme til”.

Hillerød Loppemarked har en velfungerende hjemmeside med booking af stande samt en stor facebookside. Desuden har Eva og Marina en del bannere og andet udstyr, som kan følge med, hvis der er interesse for det.

Hillerød Loppemarked lejer Torvet af kommunen for 1000 kr pr. søndag, og det er naturligvis en forudsætning, at nye folk også kan opnå tilladelse til at afholde loppemarked, men Eva og Marina forestiller sig at kommunen vil være positiv.

“Vi håber, at der er nogen, der har lyst til at overtage Hillerød Loppemarked og være med til at gøre Hillerød til en levende by, også om søndagen. Vi forestiller os, at det kunne være såvel private personer eller en forening, der kunne køre loppemarkedet videre” siger Marina og Eva og tilføjer: “Vi har arbejdet med Loppemarkedet i 4 år, de to første år med behovsundersøgelser, udarbejdelse af projektbeskrivelser og opnåelse af tilladelser og så de to seneste år, hvor vi har været aktive på Torvet. Loppemarkedet har givet et pænt overskud pr. aktiv sæson.”

“Vi vil gerne takke alle, der har støttet op om Hillerød Loppemarked. Særligt en stor tak til alle de dejlige “lopper” der søndag efter søndag bookede stande, til loppemarkedets gæster, til Rotary for den fine initiativpris, til Klaverfabrikken for et fantastisk samarbejde og til alle jer der kom og underholdt”.

Har nogen lyst til at høre nærmere om Hillerød Loppemarked, er man velkommen til at komme forbi Kaffebar i Slotsgade eller ringe til Eva og Marina på 4826 1770.

Slået op d.

Pressemeddelelse – 5.1.2014 – Hillerød Loppemarked hver søndag på Torvet midt i Hillerød

Hillerød Loppemarked hver søndag på Torvet midt i Hillerød

Søndag den 13. april 2014 skydes loppesæsonen i gang på Torvet i Hillerød

Hillerød, den 05.01.2014

På http://www.hilleroedloppemarked.dk kan du allerede nu booke en stand. Her finder du også information om regler, priser m.m. Loppemarkedet vil fylde  Torvet med i alt 61 stande. Loppemarkedet åbner kl. 8.00 og lukker kl. 14.00.

“Jeg er overbevist om, at loppemarkedet vil skabe liv i byen om søndagen” siger Marina Blichfeldt og Eva Normann tilføjer: “Det er i sig selv en søndagstur værd fordi et loppemarked giver et særligt fællesskab, der giver  god samvittighed i forhold til hele genbrugstanken. Lejer du en stand har du oven i købet  mulighed for at komme hjem med lidt penge på lommen.”

Marina Blichfeldt og Eva Normann har skrevet kontrakt med Hillerød Kommune om leje af Torvet om søndagen i sæsonen. De har igennem to år arbejdet på, at Hillerød skal være kendt som en Loppemarkedsby på samme måde som flere andre byer i Nordsjælland. Hillerød Loppemarked er nu en realitet og de to Loppeveninder glæder sig til at komme i gang den 13. april 2014.

 

Kontakt:

Eva Normann  20 73 30 43 eller Marina Blichfeldt 28 88 81 10 Email: kontakt@hilleroedlopemarked.dk, Hjemmeside: www.hillerødloppemarked.dk

Presse meddelelsen i PDF format: 5-1-14 Pressemeddelelse -Hillerødloppemarked

Slået op d.

Nyhedsbrev Januar 2014

Nyhedsbrev Januar 2014

HL-Logo1

Præsentation af nyt logo

Så er vi glade for at kunne præsentere vores nye Hillerød Loppemarked-logo sammen med den nye hjemmeside.
Vi har som tidligere nævnt fået nyt logo – vi har haft mange ideer på bordet og er endt med en meget flot loppe, der er designet og kreeret af en af Hillerøds lokale kunstnere, Marinas svigermor Jane Blichfeldt.Loppen vil fremover blive symbolet på Hillerød Loppemarked.

ordbog2

Og bare for sjov …

hvorfor en loppe … og hvad er et loppemarked egentlig?

Forside Den Danske Ordbog / Ordbog

loppemarked substantiv, intetkøn
BØJNING -et, -er, -erne
OPRINDELSE efter tysk Flohmarkt eller fransk marché aux puces ‘loppemarked, loppetorv’, navnet hentyder til salg af gammelt tøj fyldt med lopper …

Gammelt tøj fyldt med lopper er en saga blot – men vores Loppemarked vil helt sikkert være fyldt med masser af sko, jakker, kjoler, glas, tallerkner, skåle, legetøj, gryder, potter og pander …